Et 90'er årti

Er man til digte om at overleve hjertesmerte, anbefales denne bog.

Digte som tager afsæt i Mette Hoves liv i 1990'erne. Af bogens bagside fremgår det, at Hove boede i København i 90'erne, men endte i Aalborg pga. en mand, hun mødte. I digtene taler et kvindeligt jeg om en vanskelig kærlighed: "Jeg har noget at sige dig / Jeg har tre måder at sige det på / Jeg elsker dig / Jeg hader at elske dig / Jeg savner dig." Kærligheden er mistet nu og tilbage er en tomhed, som jeget kæmper med at acceptere: "Alting tager tid / Selv en tandbørstning / Set fra dén synsvinkel / Er der ikke så meget at gøre." Andre digte kredser om forskellene på mænd og kvinder, men det desillusionerede jeg må til tider opgive at finde dem: "Jeg kendte engang en alfons / Det eneste råd om livet / Han ville give mig / Lød kort og godt / Piger er langhårede. / Drenge er korthårede." Atter andre fortæller om et plaget sind og en skrøbelig psyke: "Psykose // Jeg kan høre det fuglene fortæller / Men inden i mig er der dyb / vintermørke.".

Dystre og desillusionerede digte, men man sporer også en ukuelig fightervilje og en accept af de hårde tider. Det er ikke avantgarde poesi, der leger med form og udtryk, men til gengæld giver digtene et autentisk billede af et årti, som det tog sig ud for en kvinde.

For flere og noget mere formstærke digte om kærlighed og tab fra 90'erne, se fx Juliane Preislers FuglenatSå simpelt (1993) eller Julia Butschkows Så simpelt (1999)For flere og noget mere formstærke digte om kærlighed og tab fra 90'erne, se fx Juliane Preislers Fuglenat (1993) eller Julia Butschkows (1999).

Læs hele vurderingen