Balletdanseren Leyla og lægen Altay har indgået et proformaægteskab. Hun er til kvinder. Han er til mænd. Da Leyla forelsker sig i den unge Jojoun, begynder ideen om det harmoniske kærlighedsliv langsomt at krakelere. Til læsere af moderne samtidslitteratur.
Leyla og Altay har et harmonisk og frit ægteskab, der mest af alt er indgået for at tilfredsstille deres traditionsbundne forældre. Da Leyla forelsker sig i Jojoun, har Altay svært ved at acceptere forholdet. Trekantsforholdet krakelerer langsomt, og da Altay beder Jojoun flytte ud af deres fælles lejlighed, vælger Leyla at forlade Berlin og rejse til Baku i Aserbajdsjan, hvor hun er fast besluttet på at køre sit liv i sænk. Den tyske forfatter Olga Grjasnowa, der som 11-årig forlod Aserbajdsjan med sin familie og bosatte sig i Tyskland, debuterede med romanen Russeren er en, der elsker birketræer i 2012.
Det er en interessant samtidsroman om kærlighed og seksualitet i en verden, hvor grænserne bliver mere og mere flydende, hvor alt er muligt, og hvor kærligheden, måske netop derfor, har dårligere vilkår. Forfatteren formår med et nøgtern og klogt blik at stille skarpt på vores samtid og det rodløse menneske, og derfor er det en læseværdig roman, som giver stof til eftertanke.
Tematisk minder romanen om japanske Kaori Ekunis Blink blink, der også kredser om et trekantsforhold og nye måder at realisere kærligheden på.