Jeg tror, at samlingen vil få mange læsere efter den populære "Køge-trilogi". Digtene vil kunne bruges i mange sammenhænge - også i undervisning.
Samlingen markerer Katrine Marie Guldagers 20 års jubilæum som forfatter. De 58 korte digte rummer en række tilbageblik, fra barndom og ungdom til den modne kvindes verden. Stederne er der, hvor noget er sket og sker: Nørreport, det nye bibliotek i Helsingør, en bar mark i Kolding eller et sted, hvor havet engang "kunne høres helt oppe i stuehuset"; men hvor nu kvægristene larmer. Digtene bringer os helt til Stockholm og Toronto. Der kan være digte, som digteren er flyttet ind i: "Tænk at man kan flytte ind i et digt/ og føle sig mere hjemme her end i den seng/ man netop har forladt." Men stederne kan også være de steder eller tilstande, man var i engang: "Et sted i mit hjerte/ har min første kæreste og jeg ikke slået op endnu." Et omdrejningspunkt for samlingen er de 4 digte, der alle har titlen "Efter katastrofen". Katastrofen er den togulykke ved Sorø i 1988, hvor digterens far var blandt de 8 omkomne, så der er mange tog og stationer i digtene. Digtene kredser om venner, familie og forældrene: "du skal ikke være bekymret, far,/ Det er gået mig godt." Sproget er let, tilgængeligt med nye overraskende vinkler. Der er noget klassisk moderne og enkelt over sproget, der dog næppe kan kaldes minimalistisk.
Jeg anser Guldagers digte for at nå op på Pia Juuls digteriske højder.
En samling, der fortæller noget og vil noget. Den har power.