Trods titlen behandler bogen etnologien som videnskab og giver ikke nogen samlet beskrivende gennemgang af de forskellige folk eller kulturer. »Grundbog« skal ikke forlede til at tro, at den er let tilgængelig eller »populær«, henvendt til en bred kreds af læsere uden akademisk baggrund, den er et i bedste forstand ambitiøst forsøg på at give en facetteret, fagligt dækkende præsentation af denne forskningsgrens metoder, teorier, grundbegreber og »resultater«. Feltforskningen belyses med mange eksempler og masser af gode ill., ligeså de vanskelige problemer m.h.t. fortolkningen af det indsamlede materiale. Studiet af de forskellige kulturer og samfund sættes ind i en bredere sammenhæng med megen vægt på at vise fagets forbindelse med aktuelle sociale, politiske og økologiske problemer. En krævende - og givende - tekst, der virkelig sætter sin læser ind i den faglige debat; men beklageligvis skrevet i et sprog, der vil få mange mindre kyndige - som fx. gymnasiaster - til at styrteundervejs, trods al interesse for de eksistentielle emner der drøftes. Stor god, helt ajourført litteraturfortegnelse og et register, der gør det rimeligt at anskaffe bogen til større referencesamlinger.