Dansk romandebut af en forfatter, der tidligere har skrevet børnebøger. Om det stille liv og dybe ar på sjælen. Nutidsliv og -problemer behandles indlevet. Til læsere af kortere eller danske romaner.
Forfatteren er cand.mag. i nordisk filologi og psykologi og fra 1967. Forfælleren er Helle, der er hjemmeplejer i København. Dagene går med at passe syge og døende. Hun samler på døde fugle. Lægger dem i fryseren. Inden hun begraver dem. Langsomt viser det sig, at Helles liv ikke har været så let, og at der ligger effektive fortrængninger over en jammerlig og ar-givende barndom, som griber afgørende ind i nutiden på bogens allersidste sider. Romanen er kort og fortættet i sin fortælling og sproglige stil. Korte sætninger, megen indre dialog. Ikke svær og den åbner sig ved vedholdende læsning. Forsidens illustration af en nøgent rum med et bord med en død sangfugl på et ellers tomt bord, videreformidler bogens lettere forstemmende tone og særlige forhold til fugle. Rammende bagsidetekst.
Kan anvendes på linje med Rene Toft Simonsens Tirsdag formiddag, 2007, Simon Fruelund Borgerligt tusmørke, 2006 eller andre romaner om nutidsliv i Danmark/storbyen.
Stilfærdig og dog fængende voksenromandebut af dansk forfatter med to børnebøger bag sig. Omdrejningspunkter er barndommens vantrivsel og dens indvirkning på voksenlivet. Beskrevet ud fra hjemmehjælperen Helle i neddæmpet, kortfattet sprog. Anvendelig til læsere af nyere dansk litteratur.