I starten af maj 1996 var Lene Gammelgaard på forsiden af landets aviser. Som den første danske kvinde nåede hun toppen af verdens højeste bjerg, Mt. Everest, men begivenheden er blevet noget overskygget af de tragiske hændelser, som førte til at 8 bjergbestigere blev dræbt under nedstigningen på grund af en voldsom snestorm. Lene Gammelgaard fortæller her i dagbogsform om forberedelserne til turen til Nepal, om det lange seje slid og hårde arbejde inden selve forsøget på at nå toppen, som skulle være kulminationen på alle anstrengelserne, om de dramatiske hændelser den 10.-11. maj og om den første tid efter katastrofen. Vi hører om Scott Fischer, Anatoli og de andre deltagere, om deres venskab, hjælpsomhed, frustrationer, angsten for sygdom, familiens bekymringer, og de mange tanker om livet og døden. Det spørgsmål, man som læser stiller sig selv, er selvfølgelig, hvorfor man gør sådan noget, når man ved, at det er med livet som indsats, og jeg synes, at vi får et godt svar på her, hvorfor Lene Gammelgaard gjorde det. Det er en velskrevet og uhyre spændende bog, som rummer meget mere end selve beretningen om tiden på bjerget.