Exodus henvender sig til unge og voksne læsere med en forkærlighed for horror, splatterfilm eller undergrundstegneserier.
Jacob Rask Nielsen er kommet til tredje og sidste bind i den selvudgivede trilogi, Exodus. Zombier har invaderet storbyen, og hovedpersonerne er på flugt igennem den hærgede by. Der venter dem dog en langt større og mere dæmonisk overraskelse her ved historiens slutning. Rask Nielsen sparer ikke på krudtet, og det er faktisk ret befriende at opleve, hvordan han fuldstændigt skamløst fortæller sin historie. Historiens fødder er solidt plantet i genrekonventioner, og Rask Nielsen kender dem til bunds. Bevares, der er ikke tale om stor kunst, men det vist heller ikke meningen. Interessant er det dog, at historien virker inspireret af mainstreamfilm - og tegneserier, imens tegnestilen er langt mere undergrundsinspireret og bevidst karikeret.
Som sagt er dette tredje bind i serien. Historien er inspireret af en lang række klassiske horror-historier. Man mere end aner inspirationer fra både zombie-filmens konge George A. Romero og horrorforfatteren H.P. Lovecraft.
Exodus er ikke tung kost, men den har til gengæld så meget charme og energi, at den bliver et underholdende bekendtskab for horrorfans og læsere med en forkærlighed for splatterfilm og det makabre. En sort-hvid tegneserie, der dog på alle måder er aldeles kulørt. Og stolt af det!.