Jan Thielkes komplekse digte om faderskab og far/barn-relationer er situationsbundne og personlige, men spejlet i en større kulturel og litterær kontekst, som gør det individuelle alment.
De seks afsnit i JT's Faderskabsdigte udgør en sammenhængende suite. I et episk og tidsmæssigt forløb tematiserer teksterne forholdet mellem en far og hans børn fra fødsel til voksenalder. En af de indledende tekster handler om sønnens fødsel, men ikke mindst om fødslen af en far. Alting er første gang, men samtidig en gentagelse af arkaiske og arketypiske mønstre: "Så står de der, øjnene. Som fiksstjerner/ nat og dag./ Åbne og lukkede.// Og som ustyrligst drømmende stolthed/ i hver eneste/ af mine celler:// Der blev lys. Forholdet mellem far og søn skildres i en række genkendelige hverdagssituationer, der på intet tidspunkt tangerer det private og idylliserende når synsvinklen pludselig skifter, eller når det er den voksne der bliver set og gennemskuet af barnets eller teenagerens direkte og uhildede blik.
JT har tidligere udgivet tre digtsamlinger, senest Ånden er over os, 2005. Tematisk knytter Faderskabsdigte sig tættest til Jeg er familie fra 1998.
Digtene tematiserer dette at være "udleveret" til faderrollen på en måde som sjældent er set skildret på tilsvarende måde i dansk litteratur. På én gang genkendeligt og intimt og med stilistisk og litterær distance og perspektiv.