Gode - såvel teoretiske som praktiske - bud på en idrætsdidaktik, der passer til i dag. For idrætsundervisere i folkeskolen og i gymnasiet.
Bogen er et led i debatten om idrætsfagets formål og skal ses som et bidrag til at opretholde fagets nødvendighed og fortsatte udvikling. Formålet med bogen er at vejlede og hjælpe undervisere med at planlægge og gennemføre undervisning og give et bud på udvalgte didaktiske greb, som kan bane vej for en idrætsundervisning med kvalitet og kontinuitet fra 0. klasse til 3. gymnasieklasse. Bogen tager udgangspunkt i seks aktuelle problemstillinger, der danner afsæt for en idrætsdidaktik, fx at eleverne har forskellige idrætslige erfaringer, polariseringen mellem idrætsstærke og idrætssvage elever og at megen idræt er bygget op på sportsteknikker.
En god, nødvendig og velskrevet bog, som rammer plet med hensyn til de problemstillinger, idrætsundervisere står i hver dag, fx at integrere teori og praksis og at fremme meningsfulde idrætsoplevelser i et inkluderende læringsmiljø. Det er værd at fremhæve kapitlet, der omhandler, inddragelse af digitale medier i faget. Bogen er velstruktureret og velegnet som opslagsbog, men kan også indgå i studiekredsarbejde og lign.
Bogen kan relateres til Idrættens værdier og kultur.