Bogen er velegnet til selvlæsning for elever fra ca. 3.- 4. kl. altså fra ca. 10-11 år.
Spændende bog der har alt det en bog til de yngste unge skal have, kærlighed, dramatik og venskab. Arne er kærester med Faisa, og sammen med sine kammerater og nogle piger spiller han med i "Flasken peger på", hvilket resulterer i, at han kommer til at skulle kysse Katinka, hvilket bliver lidt mere hedt end han havde tænkt sig. Da dette kommer Faisa for øre sender hun ham sure og rasende blikke, ligesom hun over Facebook klart udtrykker, hvad hun mener om ham. På skituren kommer Arne på afveje, bliver ramt af en lavine, men fundet igen og kommer på sygehuset. Det er en velskrevet bog, udtrykt i et enkelt velformuleret sprog, med korte sætninger og uden brug af svære ord. Typografien og hele layoutet er meget brugervenligt. Løbende gennem bogen er der gode spektakulære og udtryksfulde tegninger.
Samme emnekreds og spændingsniveau som fx Det skal gøre ondt, Freja af Lise Kissmeyer.
Rigtig god bog der rammer målgruppen godt, både hvad angår selve historien som sproget.