"Albummet lægger ud med den næsten fortvivlede "Not Even Close", der bygger videre på den mørke grundtone fra forgængeren Whispers fra 2014. Men herfra ændrer albummet noget karakter, og musikalsk er det en langt lettere og poppet Tina Dickow, der skubber på melodierne. Selv beskriver sangerinden omslaget i musikken som en konsekvens af, at hun havde lagt guitaren til side under sangskrivningen. Det har givet et mere vidtløftigt lydbillede i sangene, der alle er stramt produceret. Det lyder ret dragende på "Fancy", der med et fængende omkvæd har de hitkvaliteter, som hun tydeligvis opsøger på Fastland. Det er stadig umiskendelig Tina Dickow, men sangene virker fra start at være tænkt til at flyve højt og ikke synke alt for dybt ned i egen sårbarhed".