"Far og søn (...) lægger hårdt og bestemt ud: ordet dækkes med en rapsodisk udgave af Zawinuls "Birdland". Efterfulgt af titlen "Irish Vagabond" - en Wakenius-original, der ikke er spor folksy, men derimod en kraftfuld, fremadskridende form for chops-tour-de-force med rockede elementer. En særegen fornøjelse. En slags ekvilibristisk herretur ... Man sidder lettere betuttet tilbage og mindes live-oplevelser med Wakenius senior i andre sammenhænge, hvor der blev spillet jazz. Uden at være puritansk kunne man med en vis ret godt efterlyse lidt mere straight ahead jazz her. I stedet får vi et tag-selv-bord, der hverken er fugl eller fisk. Men der er tryk på. Især udgangsversionen af "Birdland" får ikke for lidt - grænsende til det rent ud sagt blærede".