Faustas perler

Den peruanske film Faustas perler, 2009, der vandt Guldbjørnen ved den internationale filmfestival i Berlin, henvender sig til cineaster og nysgerrige biografgængere, som værdsætter en anderledes oplevelse. Og som i dette tilfælde får valuta for pengene. Men i en formidlingssituation må man nok påpege, at der er tale om en meget stillestående filmisk ramme omkring indre, kaotiske følelser.

Fausta har drukket sorgens mælk. Det betyder ifølge overtroen, at hun er blevet et frygtsomt menneske, fordi hendes mor som gravid var udsat for massevoldtægt under 1980'ernes voldsomme uroligheder i Peru. Fausta har simpelthen fra sin fosterposition set uhyrlighederne! Da moderen dør, vil Fausta begrave hende i hendes landsby og ikke i en baggård i hovedstaden Lima. Men det koster penge, så Fausta får arbejde hos en pianist, der lytter til Faustas sange og udnytter dem i sine kompositioner. Fausta kæmper hårdt for at komme ud af sorgen og frigøre sig for angsten.

Et lignende portræt af en kvinde, der uforskyldt bliver viljeløst offer for skæbnens ugunst, finder man i Tornatores Malèna, 2000.

Hvornår har man sidst set en peruansk film? Og endda en langsomt fortalt, dvælende national fabel, der gestaltes i smukke, stillestående tableauer og symboliseres af en ung kvindes sorgbearbejdelse? Alene sjældenheden er nok til en anbefaling, men skønt en anelse ujævn med et strejf af unødvendige gentagelser, er der under alle omstændigheder tale om en rig og smuk film.

Læs hele vurderingen