Ret snæver målgruppe: kunstnere og interesserede i og professionelle inden for kunstteori. Litteratur om kunstteoretisk praksis udkommer kun sjældent, så bogen er relevant for biblioteker med en seriøs samling af kunstlitteratur.
Claus Carstensen (f. 1957) er billedkunstner, digter og essayist og tilhører generationen af "De unge vilde" fra 1980'erne. Han var professor ved Kunstakademiet i København 1993-2002 og har kurateret udstillinger i ind- og udland. Bogen er en samling af essays, interviews og korrespondancer fra de seneste ti år. Teksterne tager både afsæt i hans eget kunstneriske arbejde og credo, men diskuterer også samtidskunstens teoretiske, metodiske og praktiske tilgang og ståsted ud fra både politiske og genreæstetiske synsvinkler. Udgør således en særegen kalejdoskopisk poetik om hans samtidsværk og en kunstkritik i et større perspektiv. Bogen er bygget op som en antologi, hvor de fleste tekster har været publiceret før i andre sammenhænge, ledsaget af en sektion med billedgengivelser. Carstensen har udgivet og bidraget til en del kunstteoretiske værker.
Der er andre kunstkritiske og teoretiske bøger som Paahus' Litteratur og billedkunst og Jorns Om formen.
Kunstneren og forfatteren Carstensen beskæftiger sig i denne bog med sin egen kunstneriske produktion og dens praktisk-teoretiske fundament og sætter den i sin egen interessante, indforståede kontekst ind i en diskurs med de seneste årtiers kunstpraksis.