Det er en god, grundig bog om den magiske realisme og dens udøvere, Martin Zerlang her leverer, et hovedværk om genren på dansk. Zerlang giver først over et par kapitler en oversigt over den magiske realisme som en speciel sydamerikansk udtryksform, såvel historisk som specifikt genrehistorisk. Det er godt og nyttigt. Herefter følger så præsentationer af 5 markante forfatterskaber, nemlig Miguel Angel Asturias, Juan Rulfo, Alejo Carpentier, Gabriel Garcia Márquez og endelig Isabel Allende. Centralt i disse præsentationer står analyser af hovedværker, nemlig hhv. Præsidenten, Pedro Páramo, Kærlighed til byen, Hundrede års ensomhed og endelig Åndernes hus. Det er Asturias og Márquez, der får den mest udfoldede præsentation og analyse, Allende behandles noget mere kortfattet. Fremstillingen er klar og velargumenteret, den giver såvel en sammenhængende præsentation af genren som værdifulde analyser af de nævnte værker. Bogen vil ikke mindst være et godt tilbud til de stadig mange studerende, der beskæftiger sig med genren. Noter. Bibliografi. Navneregister. Oversættelse af Asturias' hidtil manglende "Nu hvor jeg husker" fra Legender fra Guatemala.