Bog om magt, sexisme og metoo skrevet i fællesskab af Camilla Søe fra Venstre og Maria Gudme fra Socialdemokratiet, som trods partiskel hjælper hinanden i denne sag. For voksne læsere med interesse for ligestilling, politik og magtmisbrug.
Camilla Søe fra Venstre og Maria Gudme fra Socialdemokratiet har begge oplevet sexisme og har begge taget bladet fra munden og oplevet hvilket stort stormvejr, de kvinder, der står frem med vidnesbyrd om overgreb og seksuelt magtmisbrug, oplever. Denne bog har de skrevet med et fælles jeg, da de trods forskellig partifarve har oplevet det samme. Bogen giver et indblik i generationsforskelle, samtykke, magtmisbrug, mediernes rolle m.m. Forfatterne giver løbende deres råd til, hvordan vi mindsker sexismen i vores samfund. Bogen indeholder en del citater fra Jytte Hilden og Grethe Fenger Møller, som også er fra hvert sit parti og som også satte fokus på, at sløret skal løftes for misbrug af magt i forhold til seksuelle overgreb. Bogen afsluttes med et løfte om, hvad forfatterne vil gøre fremadrettet, en tidslinje over vigtige årstal for ligestillingen, en kontaktliste, hvis man er offer og har brug for hjælp, samt en litteraturliste.
Indbydende og velskrevet bog, som giver mange perspektiver på problemstillingen. Grebet med at det er en rød og en blå politiker det er sammen om dette projekt giver tyngde og virker stærkt. Siderne læser nærmest sig selv.
Blondinens betragtninger er en fremragende bog, der også handler om #metoo.