Bogen henvender sig til børn i 4.-6. klasse. Den kan bruges til klasseundervisning eller i forbindelse med emnearbejder, der kan relateres til menneskerettigheder, børnekonventionen, indvandrere og flygtninge. Børnene bør have hjælp af en voksen til at strukturere og få sat fortællingerne ind i en større sammenhæng, samt til at få øje på de finere nuancer.
Med udgangspunkt i en tyrkisk gæstearbejder familie fra 1970'erne får læseren en introduktion til begreberne indvandrer og flygtning. Ni beretninger der strækker sig fra 1520'erne og frem til nutiden. Det er historier om børn, der oplever visse problemer med integrationen, men som kommer over dem og finder sig godt til rette i det danske samfund. Teksterne er ledsaget af interessante detaljer fx lister over navne med udenlandsk oprindelse. Der er billeder fra private fotoalbums og letfattelige ordforklaringer. Sproget er lettilgængeligt. Der er en omfattende litteraturliste og forskellige gode hjælpemidler til underviseren bag i bogen.
Sommerfugle i maven og Alt blev forandret handler også om indvandrerbørn, men har ikke det historiske perspektiv.
Det er lykkedes at lave en tekstsamling, som børnene nemt kan forholde sig til, og som lægger op til samtale, diskussion og videre undersøgelser.