Billedkunstneren Julie Nord stiller i sine værker mange spørgsmål. Denne film kan være med til at besvare nogle af dem.
Julie Nord er i filmen i gang med at fremstille værker til en kommende udstilling. Hun arbejder især med ét billede, som mangler en "indgang". Nord kæmper for sit værk, som hun har lagt meget energi i, men føler, at det ikke løses gennem en alt for styrende proces. Løsningen på færdiggørelsen af billedet med det detaljerige sorte og røde mønster bliver en lille blåmejse, som sidder i en vindueskarm. En sjov lille detalje i filmen er Torben Søttrups animation af et par af Nords værker. Som afslutning vises eksempler på nogle af kunstnerens øvrige billeder. Udstillingen, Julie Nord arbejder hen imod, er Xenoglossy, som først blev vist på AROS og indtil 1.5.2011 kan ses på Nordiska Akvarelmuseet i Göteborg. Fever er lavet til denne udstilling.
Phie Ambo er nok mest kendt for filmene Family, 2001 om Sami Saifs søgen efter sin far og The monastery, 2007 om Jørgen Vig Laursens klosterprojekt. Emnemæssigt spreder instruktøren sig således vidt. Der findes ikke andre film om Julie Nord.
Poetisk dokumentarfilm om en kunstners kreative overvejelser. Ikke nogen traditionel portrætfilm med oplysninger om kunstnerens alder/uddannelse/inspirationskilder, men mere en film om en kunstners kompositoriske overvejelser omkring et enkelt værk.