Playstation 2. Fight night round 2 er et flot og vellykket boksespil. Som I mange af forlagets titler kan man vælge at komme hurtigt i gang med en boksekamp for en eller to spillere. I "Career mode" kan man designe sin egen bokser ned til mindste detalje og herefter starte en karriere, hvor man selv vælger modstandere. Når man har vundet amatørbæltet og bliver professionel, bliver der åbnet op for mange flere facetter i spillet. Man kan nu selv vælge træner, læge, musik, lyseffekter m.m. De valg man træffer har indflydelse på, hvor stor succes man får i den videre boksekarriere. Efter hver runde i en boksekamp kan man via et indlagt minispil, delvist hele nogle af de skader man får, og dermed opstår en belejlig pause fra den koncentrationskrævende og actionfyldte kamp i ringen. Efter kampen får man vist en statistik over, hvilke slag man har benyttet, og hvor mange der har ramt plet. Det giver et godt overblik over styrker og svagheder, så man ved, hvilke færdigheder der skal trænes for at blive bedre. Færdighederne kan trænes i "My gym", og foregår træningen i et spil under "Career mode", forbedres bokserens slag og pareringer. Spillets grafik er flot og udførlig helt ned i detaljerne. Bevægelser og ansigtsmimik er udført overbevisende, og når man ryger i gulvet, kører tempoet i slowmotion og blod- og sveddråber flyver til alle sider. Lyden passer godt til et boksespil. Der er en hektisk kommentator, som formår at øge spændingen under kampene, men dog gentager sig selv. Ligeledes kører den ellers udmærkede rapmusik lidt for hurtigt i ring. Det er et fremragende boksespil, som varmt kan anbefales, men da sportsgrenen er realistisk fremstillet med dens voldelige islæt, er det fortrinsvis et spil for unge og voksne fra 14 år. PEGI: 12+. Sprog: engelsk.