En debatbog for politisk/økonomiske interesserede læsere, vil også kunne anvendes i samfundsfag på gymnasie- og universitetsniveau.
Når finanskrisens gennemslag på den økonomiske udvikling blev så alvorlig i Danmark, var det ikke mindst den tilknyttede udvikling på boligmarkedet kombineret med en uansvarlig finanspolitik der var årsagen. Den kontroversielle tidligere overvismand gør op med sine egne i kredsen af rådgivere og beslutningstagere og institutioner, der i årene før finanskrisens udbrud i 2008 fejlvurderede situationen. I sit forsøg på at udrede den internationale finanskrises årsager og konsekvenser gennemgår han bl.a. den omfattende "Financial Crisis Inquiry Report" fra januar 2011 fra den amerikanske kongres, og han kommer med nogle bud på økonomiske stabilisatorer, der kan modvirke fremtidig overophedning af dansk økonomi. Det er spændende læsning, hvis man vil forstå den økonomiske krise, også for ikke-økonomer, selvom de må springe nogle af de økonomiske mellemregninger over.
Søren Ellemose Finanskrisen : forblændelse, forglemmelse og forgældelse, 2009, er en mere almen, journalistisk fremstilling, i den i øvrigt ret begrænsede danske litteratur om finanskrisen.
En politisk/økonomisk debatbog, hvor den tidligere overvismand Chr. Sørensen på baggrund af internationale rapporter redegør for den internationale finanskrises opståen og baggrund, og forholder sig kritisk til hvordan bl.a. Vismandsinstitutionen har håndteret den danske krise.