"Heine Hansen er en usædvanligt talentfuld jazzkomponist og -pianist - hvis man vel at mærke stadig kan tale om talent, når manden nu har passeret de 40. Lytter man til hans nye album, Fingertips, kan man forvisse sig om, at talentet både som komponist og pianist er present. På albummet hører man ti virkelig gode kompositioner af Heine Hansen - alle forløst til UG sammen med bassisten Thomas Fonnesbæk og trommeslageren Alex Riel. (Sidstnævnte har været en af Heine Hansens mentorer). Musikken fremstår på én gang traditionsforbundet og innovativ, melodisk og uforudsigelig, melankolsk og legende lys. Og det er netop spændet de nævnte størrelser imellem, der gør albummet så forfriskende vitalt".