Billedbog om fantasi og om at søge tilflugt i fantasiens verden, når man møder lidt modgang. Fra 4-6 år.
Vi har tidligere mødt den fantasifulde dreng Finn i Finn og dragen, 2010 og Finn og sørøverne, 2009. I denne historie rydder Finn op på sit værelse og finder sit detektivsæt. Da hans leg med sættet får søsteren til at snuble, og da moren skælder ud, fortrækker Finn til den bageste ende af haven, der hurtigt forvandles til en vild jungle, hvor Finn redder træerne fra fældning, og hvor han bliver gode venner med en orangutang. Alt slutter i fred og ro til slut med Finn hjemme igen, hvor mors og søsters vrede er drevet over. Historien veksler fint mellem hverdag og fantasi, og teksten er velskrevet og velegnet til oplæsning. Men det er først og fremmest de livlige humoristiske og tegneserieagtige illustrationer fyldt med sjove detaljer, der bærer denne historie om fantasi.
Der findes mange billedbøger om fantasi. Af andre billedbøger, hvor fantasien fører hovedpersonen ind i en jungle, kan nævnes Lillebror & kysse-kvælerslangen, 2006 og Viktor og junglemanden, 2003.
En velskrevet og appellerende billedbog om fantasien og om at søge tilflugt i den. Det er især bogens herlige og sjove, tegneserieagtige illustrationer, der bærer den fantasifulde historie.