Bøger / skønlitteratur / roman

Fjerne mål. Bind 2

Bind 2 af Fjerne mål

Beskrivelse


Fire nye punktnedslag i Pelles liv 1967-1982. Først den euforiske tid i 1967, hvor Pelle er optaget af Vietnamkrigen, men meget mere af sin forelskelse i den skøre Tulte, anden del foregår omkring afstemningen om Fællesmarkedet i 1972. I tredje del i 1977 er Pelle optaget af atomkraften, og i sidste del i 1982 er Pelle ved at miste gnisten, både ægteskabeligt og politisk.
I 12 hoveddele (bøger) følger vi brønshøjdrengen Pelle over 60 år fra 1942-2002. Hvert af bindenes fire bøger foregår i en bestemt måned, således at de tolv bøger i hele værket dækker samtlige måneder. I alt 12 bøger med fem års mellemrum, suppleret med prolog og epilog.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

2006

af

af

Per Månson

2006

I 1975 startede Herløv Petersen sin store samtidsroman-trilogi om idealisten Pelle med Imod fremtids fjerne mål, fulgt op af Blussende våger, 1991 og Himlen under jorden, 1994. Disse tre er nu samlet i ét værk med nyskrevne kapitler, hvor vi i stedet for at møde Pelle som niårig i 1952 træffer ham allerede som 4 1/2-årig i 1947 og faktisk er med til hans fødsel i en kort prolog. Der er desuden nyskrevet to ekstra afsnit om 1997 og 2002, så vi har et afsnit hvert femte år fra fødsel til 60-året. Det er et stort værk om drengens udvikling i den første generation, hvor man trods forældrenes små kår fik mange muligheder, og Pelle kunne som så mange andre blive første generations akademiker. Det er også en bog om venstrefløjens udvikling i perioden, men især en bog om drenges og mænds følelser for det andet køn fra den allertidligste spirende seksualitet. Pelle er naiv og grundlæggende et godt menneske, og hans historie holder afgjort: selv med over 30 år på bagen er 1. bind en af de mest sansede og stærke barndomsskildringer i nyere litteratur. Gamle læsere vil fryde sig ved genlæsning og nye vil forhåbentlig blive lokket til, bl.a. af Ib Spang Olsens nytegnede omslagsbilleder.