"Bandet har originalitet i overmål, men rocken savner i flere numre kompositorisk snilde og gyldne popfristelser. Den danske gruppe suger mest opmærksomhed til sig i kraft af en firser-mørklagt rock tilsat poetisk bugnende ambitioner. Der er ånd af romantikken og Adam Oehlenschläger og lån fra Ludvig Holstein ... Det er befriende langt fra samtidens syndflod af primitive pop-bekendelser. Men De Underjordiske må gerne styrke jordkontakten og give lytterne flere konkrete holdepunkter i tekstuniverset. Det bliver rigeligt abstrakt og andægtigt. Frontmand Peter Kure er heller ikke et vokalt naturtalent, så det ender gråt i sort, når musikken kværner monotont i "Piskesmæld". De bedste numre emmer derimod af gådefuld karisma og drømmemættet atmosfære".