Bogen retter sig primært mod arbejdsmarkedsforskere og andre der beskæftiger sig med løn, jobsikkerhed og arbejdsmarkedspolitik.
Flexicurity handler om fleksibilitet og tryghed på arbejdspladsen. Den danske model har fået anerkendelse internationalt. Manglende jobsikkerhed "byttes" med sikkerhed i indkomst. Bogen undersøger om det kan betale sig at være fleksibel og acceptere afskedigelser fordi man sikrer sig højere løn ved at skifte job. Konklusionen er at det kan det. Bogen er resultatet af et forskningsprojekt. Forfatterne er professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og Julie Nygaard fra Epinion. I tre dele beskrives historien bag og indholdet i modellen, sammenhænge mellem forskellige fleksibilitetsformer og sammenhængen mellem jobskifte og lønsum i en længere periode. Andre faktorer af betydning for fleksibiliteten berøres ikke, og bogens entydige konklusion kan vække til debat. Mange tabeller og figurer anskueliggør udviklingen.
Emnet er bl.a. behandlet i Christen Sørensen: Arbejdsmarkedet og den danske flexicurity-model, 2006 - en lærebog for de videregående uddannelser og Henning Jørgensen: Arbejdsmarkedspolitikkens fornyelse - innovation eller trussel mod dansk flexicurity?, 2006 - en del af et forskningsprojekt.
En kompetent og velunderbygget analyse byggende på et forskningsprojekt om løndannelsen i den danske flexicurity-model, som handler om, om det kan betale sig at være fleksibel på arbejdsmarkedet.