Andet samlebind om Peter Pedal med tolv klassiske historier for børn fra 3 år.
I første samlebind, De bedste historier om Peter Pedal, 2010, tager Peter Pedal bl.a. i Zoologisk Have og på biblioteket. I dette bind opdager Peter Pedal en dinosaur, går i biografen, besøger brandstationen, drømmer sig kæmpestor, planter et træ, flyver i luftballon, har første skoledag, bager pandekager og pizza, besøger akvariet, tager på skitur og fanger hundehvalpe på dyreinternatet. Historiernes tekst og billeder svarer til indholdet i de enkeltstående billedbøger. Sproget er let og handlingsmættet, hvilket passer godt til den nysgerrige abes uheld og succeser. Den pæne sprogtone matcher fint til Peter Pedals univers fra midten af sidste århundrede. Bogens lange stiliserede figurer er tegnet i en livlig blyantsstreg og farvelagt med bløde akvareller. Indbindingen er solid og indbydende, men selvfølgelig en smule tung af en billedbog at være.
Bogen minder i format, layout og antal historier meget om første samlebind. Alle historierne er udgivet som enkeltstående billedbøger fra 2007-2010. Derudover kan man finde flere af dem i Peter Pedal i Zoologisk Have og tre andre historier samt Peter Pedal besøger en chokoladefabrik og tre andre historier fra 2002.
Andet samlebind med historier om Peter Pedal. Søde klassiske historier i en lækker indbinding, der nok skal finde sit publikum.