Letlæst krimi i serien Dingo. Mini-roman for læsere fra 4. klasse og unge læsesvage. Lix 20.
Fluen er en hurtig læst krimi med et godt plot og fuld fart på sprog og handling fra bogens 1. side. Historien bliver sat i gang, da jegfortælleren og veninden Vita overværer et indbrud og overfald på William fra klassen. Vita er den fantasifulde pige, fuld af energi og vovemod. Hun tager affære, og børnene følger og holder øje med indbrudstyven. Da de kommer for tæt på, bliver de en dag fanget på lageret og kørt til et sted, hvor banden har hovedkvarter. I et skur ligger børnene bagbundne og overværer tyvenes indbyrdes diskussioner. En politimand arbejder undercover i gruppen, og han lader døren til skuret stå åben. Børnene finder chokerede ud af, at deres vellidte lærer, Leif, viser sig at være Fluen. Bogen har et spændende omslag med et foto af to børn, der står på lur bag en bunke papkasser. Teksten er overskueligt sat med en stor typografi og med god luft mellem linjerne. Steen Føge kender vi bl.a. fra serien Dingo. Ung roman, hvor han er forfatter til to krimier Så slå ham! og Log-in, fra 2011.
Kan minde om serien Koldt blod af Jørn Jensen.
Her er et godt bud på en spændende, overskuelig og velskrevet krimi for børn, der er godt i gang med læsningen. Bogen egner sig til frilæsning og læsetræning. Den har et godt plot og kan give børn læselysten tilbage. "Mini-romanen" vil få mange læsere og vil ikke komme til at stå længe på bibliotekets hylder.