En vigtig journalistisk reportage og politisk kommentar til den aktuelle flygtningekrise, som udgør et humanitært, moralsk og politisk dilemma for Europa. For alle med interesse for samfundsdebat.
Rothstein er bl.a. forfatter, kritiker, kommentator og journalist ved Weekendavisen. I denne bog, der er blevet til på baggrund af en reportagerejse til Europas yderste udpost mod syd, Lampedusa, lægger R. ud med en kort opsummering af flygtningekrisens forløb, og beskriver hvordan de europæiske lande reagerede, da den eskalerede i løbet af sommeren 2015. Han skildrer herefter sine indtryk fra møder med øens beboere og flygtninge og kommer bl.a. ind på diskussionen om nærområder, Australiens model og Danmarks rolle. Flere af teksterne har tidligere været bragt i Weekendavisen.
Glimrende og yderst informativ bog, som får læseren til at reflektere over, hvordan vi i lyset af krisen kan holde europæiske værdier som fx respekt for menneskelig værdighed, frihed, demokrati, menneskerettigheder og minoritetsbeskyttelse i hævd, samtidig med at vi også passer på vores eget land. Rothstein får med sin afbalancerede og nuancerede tilgang til tidens brændende problem den ellers meget følelsesladede debat ned på jorden igen, og det er tiltrængt.
Der findes ikke noget, der på samme vis er opdateret på flygtningekrisen, men jeg kan henvise til Den store vandring, som er Magnus Enzensbergers essay om menneskelige migration.