Flyvende hunde

To jeg-fortællere skiftes til at berette deres historie op til sammenbruddet i Hitlers førerbunker omkring 1. maj 1945. Den ene, Karnau, er oprindeligt akustiker/lydmand, som kan indstille mikrofoner og højtalere, så de nazistiske taleres stemmer ved de store massemøder får den største virkning. Samtidig optager han for sig selv forskellige menneskelyde, og bliver bl.a. derfor involveret i forsøg med kz-fanger. Han er også med i førerbunkeren i de sidste dage for at lave lydoptagelser af Hitlers sidste taler. Den anden jeg-fortæller er Helga, den ældste af seks døtre af - fremgår det efterhånden for læseren, uden at det bliver nævnt direkte - Goebbels. Hun fortæller krigshistorien set fra en barnesynsvinkel; hun er barnligt stolt af sin far og forstår til at begynde med ikke rigtigt hvad der foregår. Hun bliver sammen med sine søstre dræbt af forældrene inden disse begår selvmord. Karnau har i smug optaget børnenes snak efter at de er lagt i seng om aftenen, og Helga, - her viser hun sin voksende forståelse, - har selv lavet en optagelse den sidste aften. Gennem disse optagelser præsenteres vi for en "dokumentarisk" skildring af de ulykkelige hændelser. Selvom man et stykke inde i romanen finder ud af, hvem det drejer sig om, og kan "snyde" sig til slutningen ved at læse 99.4-litteratur, så skaber den unge forfatter (f. 1965) en overordentlig spændende og rystende skildring af uskyldige ofre for krig.

Læs hele vurderingen