Sidste vinter kreerede det engelske tøjhus House of Fraser en smågenial reklame, hvor de i et cover af Lesley Gores "You don't own me" lod modeller danse og sidde omkring et veldækket julebord i deres kollektion. De to solister i covernummeret, G-Eazy og Grace var også med, og videoen blev lidt af et gennembrud for den 19-årige australske sangerinde med det buzz der fulgte i kølvandet. På det tidspunkt var Grace i gang med at indspille sin debutskive, og tålmodighed lønner sig, for "FMA" er en prægtig nu-soul skive, der genkalder sig de bedste øjeblikke fra moderne soulsangerinder som Joss Stone og ikke mindst Amy Winehouse. Stilen er stadig retro med afstikkere til jazz og bossa nova, og så er der ikke mindst Grace's stemme, som er dyb og sprød, vekslende fra det harske til det sirupssøde. Australien har førhen leveret store kvindelige popsangerinder i form af Kylie Minogue og Sia Furler, og Grace tegner til at blive den næste store stjerne.