En læge på det hospital, hvor Paolo efter en lang og besværlig fødsel kommer til verden med et fysisk og psykisk handicap, siger til forældrene, at børn som han fødes to gange. Den anden fødsel består i arbejdet med at lære at begå sig i den verden, som deres handicap har gjort så besværlig. Pontiggia kalder sin bog en roman, men den har tydeligt mange selvbiografiske træk - Pontiggia har selv en handicappet søn. Den beskriver de mange møder med læger og andre specialister, som ikke altid er særligt professionelle, og familiens og omverdens reaktion. Egentlig handler bogen mest om faderen og om hans problemer med at komme gennem systemet og også med selv at acceptere sønnen som den han er. Først i bogens sidste kapitler træder Paolo tydeligere frem, og bogens øvrige personer, bl.a. moderen, møder man kun indirekte. Pontiggia (f.1934) har skrevet en lang række romaner, hvoraf kun Glemte skæbner (1997) er oversat til dansk. Bogen er tilegnet "de handicappede, som kæmper ikke for at blive normale, men for at blive sig selv". Den er skrevet med megen psykologisk indsigt, og den vil nok især interessere andre, som har problemet tæt inde på livet.