Brydningerne i Kirks forfatterskab er påfaldende og har allerede været genstand for flere analyser. - CJ (bl.a. Hug! - red.) ser en brudlinie i konflikten mellem den folkelige fortælletradition med dens utopiske natur- og menneskesyn, som HK fortsætter, og den nye fabriks-virkelighed, han som marxist vil fortolke. HK bliver altså en central overgangsskikkelse: »Kirk er det industrielle gennembruds digter, præget af periodens fremskridtstro, men også et udtryk for dens historiske sammensathed (. . .) For den folkelige almuekultur og den sovjetisk inspirerede marxisme er ikke kongruente. De repræsenterer to forskellige naturopfattelser, to forskellige menneskesyn og to forskellige frigørelsesperspektiver«. Fiskernes enorme popularitet i vide kredse ser CJ som en effekt af dens forankring i Skjoldborgs, Aakjærs, Pontoppidans - og Nexøs - tradition. »Men det var marxismen, der skulle blive forløseren af denne arv og give ham hans forfatterskabs mål: At kæmpe mod alt, han ansåhæmmende og undertrykkende for mennesker«. - En perspektivrig og veloplagt Kirk.bog, ansk. f.eks. som Damsgårds Hans Kirks 30'er romaner ell. Højlunds En udviklingslinie i HK's forfatterskab -men - NB! - lidt lettere at gå til end disse. - Noter. Litteraturliste.