Bogen bygger på forfatterens mangeårige studier af middelalderens religions- og kulturmøder herunder hans ph.d.-afhandling forsvaret i 1992. Den er således henvendt til et forholdvis snævert akademisk publikum, som i folkebibliotekerne vil findes fortrinsvis blandt gymnasielærere (næppe -elever) samt meget interesserede læsere af religions- og kulturhistorie.
Siden islams opkomst i 600-tallet har kristne betragtet den med stor skepsis. I middelalderen blev islam studeret og resultaterne nedskrevet i afhandlinger, som kom til at ligge til grund for korstogene. Denne forståelse af islam er kommet til at ligge som et spor op gennem historien - et spor, vi til stadighed traver videre ad, selvom så meget andet i verden har forandret sig. I dag yderligere forstærket efter 11. september 2001 og de omsiggribende islamkritiske tendenser. Det er baggrunden for, at forfatteren besluttede at udgive sin bog, der er helt omskrevet i forhold til afhandlingen, og som fremlægger hans egne studier af middelalderlige kilder, der viser kristne måder at forstå og argumentere og skrive om islam på. Bogen er nemlig mere aktuel i dag, end da han skrev afhandlingen i starten af 1990'erne.
Der findes ikke lignende fremlæggelser på dansk af de middelalderlige kilder, som beskriver islam.
Et videnskabeligt indspark, der viser, at vi her i vesten bygger vore opfattelser om islam på nogle middelalderlige studier og forestillinger. Meget tankevækkende, men for et ret snævert bibliotekspublikum.