Fordømte her på jorden

Indflydelsesrigt værk om racisme, kolonialisme, revolutionær kamp og psykologisk trauma på baggrund af krigen i Algeriet. En antiracistisk klassiker fra 1961. For politisk og historisk interesserede.

Frantz Fanon (1925-1961) var psykiater, filosof og politisk aktivist og regnes som en af de vigtigste postkoloniale tænkere. Han deltog aktivt i den algeriske revolution for uafhængighed af Frankrig. I bogen analyserer og beskriver han kolonialismens samfundsmæssige konsekvenser og dens dehumaniserende virkning på de koloniserede. Afkolonisering kan ifølge Fanon kun ske ved, at den indfødte rejser sig mod undertrykkelsen. Den politisk motiverede vold er i den forbindelse nødvendig, bl.a. på grund af dens forløsende karakter, som befrier de koloniserede for deres påtvungne koloniale identitet, virker afgiftende og rehabiliterer ham i hans egne øjne. I bogens sidste kapitel beskriver Fanon de psykologiske konsekvenser, som volden har haft for både algeriere og franskmænd i den algeriske selvstændighedskrig. Med Jean-Paul Sartres og Alice Cherkis forord til tidligere udgaver.

Stærk kritik af kolonialismens dehumanisering af koloniserede folk. Et centralt og indflydelsesrigt værk i den postkoloniale litteratur, som især pga. Fanons opråb og rammende beskrivelser af det undertrykte menneskes og undertrykkerens psykologi stadig er relevant i dag.

I moderne nyoversættelse i forhold til 1966/1968-udgaverne, Fordømte her på jorden.

Læs hele vurderingen

En revolutionær algerisk læge giver dybtgående analyse af forholdet mellem hvide og farvede på baggrund af krigen i Algeriet. Bogen, der er skrevet 1962 er et opgør med kolonimentaliteten såvel hos europæerne som hos det indfødte bourgoisi. Der bruges voldsomme ord og fordømmende vendinger som f. ex. "Negres, araberes, inderes og gule menneskers sved og lig har opbygget Europas velfærd og fremskridt". Forfatteren bebrejder de europæiske kapitalister deres selviskhed, når de investerer i de befriede lande, han ønsker hjælp til at realisere mennesket, ønsker ikke svælgen i romantiske drømme om "Den indfødte kulturarv". Den neger-afrikanske kultur tager kun form gennem folkets kamp. Meget interessant - noget bred - men væsentlig bog til belysning af det revolutionære Afrikas foragt for Europa og som grundlag for ny vurdering af de tidligere koloniområders uoverskuelige problemer af menneskelig og kulturel art. Sartre og Simone de Beauvoir henholdsvis introducerer og afslutterbogen. Sartres bidrag er skarpt og værdifuldt.

Læs hele vurderingen