Begrebet "kreativitet" er omdrejningspunktet for det meste af den pædagogiske debat i den danske skolekultur i disse år og kommer nok også til at være det de næste mange år. Denne bog om kreativitet i skolen henvender sig til alle de professionelle parter i skoleverdenen. Både skoleledere, lærere og lærerstuderende kan finde inspiration i bogen, samt et teoretisk fundament til et af fokusområderne for fremtidens skole.
Lene Tanggaard er professor i pædagogisk psykologi og forsker i betingelser for udvikling af kreative miljøer. I denne udgivelse præsenterer hun de pædagogiske og psykologiske teorier bag forskellige kreativitetsbegreber og giver sine bud på, hvordan kreativitet kan udvikles i praksis. Hendes model til kreativitet består af de tre nøglebegreber: fordybelse, "fuskeri"/eksperimenteren og modstand fra materialet. Bogen rummer herudover interview fra tre skoler, som arbejder med kreativitet i praksis.
Sammen med denne bog om kreativitet vil det også være oplagt at læse Kreativitet skal læres, 2008, Kreativitetsfremmende læringsmiljøer i skolen, 2009, og KIE-modellen - innovativ undervisning i folkeskolen, 2009.
Interessant og velargumenteret udgivelse om kreativitet i skolen. Relevant læsning for alle folkeskolens parter.