Marianne Frederiksson behøver næppe en særlig præsentation med den stribe meget velskrevne og læste romaner, som hun har bag sig, bl.a. serien om Paradisets børn og Anna, Hanna og Johanna. Denne gang har hun skrevet en roman om en videnskabsmand, der elsker en synsk pige, der ind imellem lever i en anden virkelighed som han ikke kan forstå. Fælles for dem er, at de har haft en svær og ubegribelig barndom, han i et arbejderhjem, hun i et akademisk miljø, begge har været udsat for store svigt. Bogen igennem kører diskussionen om arv og miljø, og deres angst for at miste. Langsomt ser det ud til at de nærmer sig hinanden, de bliver gift, hun bliver gravid og de får en lille søn, men det hele ender uundgåeligt tragisk. Det er på ingen måde en trist bog trods slutningen. De lever begge med håbet og kæmper for at forstå og nå hinanden, godt hjulpet af familie og venner. Bogen er yderst velskrevet og svær at lægge fra sig, personskildringen er nuanceret, så man som læser skiftevis forstår og ikke forstår romanens hovedpersoner, bogen bliver siddende i tankerne på en, og husker på at man skal bestræbe sig på at huske at virkeligheden opfattes forskelligt. Bogen er varm, medrivende og tankevækkende.