Med kunstrummet mener Lennart Gottlieb ikke det fysiske rum, hvor kunsten udstilles, men det mentale rum, som kunstværket giver en mulighed for at fylde. Det kunstneriske rum er det rum, der opstår i beskueren ved interaktion med værket, og det kulturelle fællesskab opstår, når forskellige menneskers kunstrum mødes. En vigtig pointe for Lennart Gottlieb er at forsvare dette kunstrum mod oplevelses- og underholdningskulturen og den kulturpolitik, der først og fremmest fokuserer på at få flere besøgende på museerne. Han hævder, at de fleste danskere lever glimrende uden at have noget med billedkunst at gøre, deltagelsesfikseringen går ud over fagligheden, og man opnår kun at miste de reelt interesserede. Bogen består af en række tekster, som Gottlieb gennem årene har skrevet til forskellige kataloger og tidsskrifter, bl.a. "Skandaler - danske kunstskandaler", 1999, samt et par ikke tidligere trykte tekster. Ved siden af mere debatterende eller ironiserende tekster omhandler de kunstnere som Vilhelm Hammershøi, Sigurd Swane, Henry Heerup, Wilhelm Freddie, Hein Heinsen, Bjørn Nørgaard, Michael Kvium og Erik A. Frandsen.