Film / nonfiktion til børn

Fortællerum fra himlen


Beskrivelse


En stjerneforsker og en skuespiller tager på rejse gennem tid og rum. Der kombineres med mytologiske og sjove fortællinger om det naturvidenskabelige og der stilles nogle af universets store spørgsmål. Med lege, opgaver og links.

Anmeldelser (1)


Bibliotekernes vurdering

d. 6. apr. 2009

af

af

Ulrich Breuning

d. 6. apr. 2009

Fortællerum fra himlen (2008) er et undervisningsprogram med seks indgange: Når mennesker kigger stjerner, Seks beretninger om himlen, Himmellege, Opgaver, Links og Medvirkende. De to sidste består udelukkende af faktuelle tekstinformationer, og opgaverne er ligeledes kun forfattet i ord. Ifølge coveret er programmet egnet "for børn i alderen 8-14 år", men en stor mængde af verbalt serverede informationer henvender sig til en ældre målgruppe, mens nogle af legene sagten kan udføres af noget mindre børn.

En stjerneforsker og en skuespiller samtaler på sort baggrund, og førstnævnte fortæller om det uendelige rum. De benytter undertiden animationer til at fortælle små historier om for eksempel Mælkevejens skabelse, der ifølge græsk mytologi udsprang af Heras bryst, fordi Zeus havde været hende utro! Og når tyngdekraften skal forklares, bliver det til et lille eventyr, der klassisk indledes med: Der var engang en lille, grøn frø! Der fortælles om universets skabelse for 13,7 milliarder år siden ved det såkaldte Big Bang, og planeternes indbyrdes størrelsesforskelle illustreres af frugterne på et fad: En vindrue (Jorden), æblekerne (Månen) og vandmelon (Jupiter)!.

Samtalerne mellem forsker og skuespiller er mestendels holdt i nærbilleder og er en konvention, som man kender fra talrige tv-programmer, hvor såkaldte "talking heads" verbalt henvender sig til seerne.

Det er svært at finde en egentlig rød tråd i informationsmængden, og programmet er uden fremdrift eller nødvendigt pædagogisk overblik.