I denne bog om mange af verdens mest berømte arkæologiske udgravningsfelter sammenlignes ikke uden grund arkæologens og detektivens arbejde, fordi de begge arbejder med at rekonstruere fortidens begivenheder på et ufuldstændigt grundlag. Bogens kapitler beskriver fund fra 50 udgravninger fordelt på verdensdelene; og uanset indbyrdes vigtighed tildeles de hver 4 sider. Det danske indslag er Egtvedpigen, der er i så fornemt arkæologisk selskab som bl.a. Knossos, Sutton Hoo, Athen, Tutankhamon, Babylon, Pakals grav (et Maya mysterium) for at slutte med Rapid, et skibsvrag. Ideen er at samle de mest betydningsfulde arkæologiske steder og fund for at gøre dem tilgængelige i et populærvidenskabeligt værk. Bogen er redigeret af en engelsk arkæolog og forfatter. Der afsluttes med blå bog over forfatterne samt en ordliste. Illustrationernes kvalitet svinger meget, og de rækker fra udgravningsbilleder (Chinchorro mumierne) over fantastisk flotte gengivelser af fund (Sutton Hoo) til historiske rekonstruktioner (en tegning af Erik den Røde fra 1800-tallet) og de er med til at give et indtryk af et lidt gammeldags layout og præsentation af et ellers interessant emne.