Bøger / faglitteratur / vejledninger

Fotobogen


Beskrivelse


En grundig og grundlæggende indføring i digital fotografiets kunst, herunder valg af rette udstyr, optageteknikker og billedbehandling. Illustreret med fotos inden for en lang række fotografiske genrer.

Anmeldelser (2)


Bibliotekernes vurdering

d. 19. mar. 2010

af

af

Kent Skov

d. 19. mar. 2010

Henvender sig både til den øvede amatørfotograf, der søger viden om de nye digitale optagetekniker samt - og primært - til den engagerede begynder.

Ny gennemarbejdet dansk bog om digital fototeknik. Bogen er opdelt i overskuelige hovedkapitler efter fotoarbejdets "livscyklus". Først køb af kamera og ekstraudstyr, så om forskellige teknikker (lys, blænde, objektiver, perspektiv, baggrund m.v). Dernæst det omfattende afsnit om inspiration til fotomotiver: landskabs- og dyrebilleder, årstider, undervandsfoto, indendørs- og portrætfoto og actionbilleder m.v. Det sidste kapitel omhandler billedarbejdet ved computeren, fra overførslen af billeder fra kamera til computer til forskellige former for billedbehandling: opsætning, print og arkivering. Bogen har faktabokse, ordforklaring og ikke mindst mange, stort opsatte gengivelser af CT's egne fotos, der med bogens store format bliver meget dominerende og flotte.

Populært emne i bibliotekerne, og der findes en del. Indgår i en forlagsserie med forskellige fotospecialer, som der løbende henvises til. Denne ligner fx Freeman: Den store bog om digital foto og CT's egen Fotobogen.

God og bred introduktionsbog til digital foto. Er de oplagte kvaliteter til trods ret traditionel med vægt på klassisk og krævende naturfoto af dyr, solnedgange og eksteriører, som er set en del gange før. Man savner lidt om nye fototrends under vanskelige (lys)forhold i stil med eksempelvis: madfoto, fester, koncerter, møder, kreative privatfotos m.v.


Bibliotekernes vurdering

2007

af

af

Torben Wendelboe

2007

Tybjerg kendes bl.a. som forfatter til Politikens dykkerbog, 2003, og han er en af landets bedste fotografer. Bogen fortæller om alt det basale ved digital fotografering, om valg af udstyr, om de mange forskellige teknikker og de mange muligheder for efterfølgende billedbehandling ved computeren. Der opfordres til at knipse løs og øve sig, så det hele bliver rutine, og man kan koncentrere sig om motivet og billedet. Tybjergs mange erfaringer fra fotoopgaver stort set verden rundt ligger som små kommentarer og tips hele teksten igennem, og det er bestemt en gevinst, og det er godt, at han også tager sig tid til at fortælle lidt om god opførsel og etiske regler. Teksten akkompagneres løbende af Tybjergs egne fotos, som illustrerer tekstens emner meget fint - og bestemt indgyder respekt for forfatterens foto-kunnen. Bag i bogen findes Tybjergs "Portfolio": 35 sider med Thybjergs fotos, det er meget flotte sider med et væld af inspiration. Alle fotos er forsynet med oplysninger om det anvendte kamera og de fototekniske detaljer. Afsluttende henvisninger til yderligere information og en ordliste. Litteraturen om digital fotografering er jo efterhånden meget omfattende, men værket er bemærkelsesværdigt ved både at være lettilgængeligt og samtidig meget informativt, og så er altså billedsiden en oplevelse i sig selv, og det gør bogen meget attraktiv. Register.