I det katolske forlags serie om kristen spiritualitet har den tyske kapucinermunk med udgangspunkt i den hellige Frans af Assisis liv skrevet en bog om bønnens betydning. Hovedlinierne i Frans biografi trækkes op, men hele tiden med det formål at illustrere hvordan han integrerede bønnen i alt, hvad han foretog sig. I et efterfølgende kapitel accentuerer Lehman sit budskab yderligere om, at "den som lærer at bede, lærer derfor også at leve, at give sin egen tilværelse en trosretning". I det afsluttende kapitel giver forfatteren anvisninger på, hvordan man efter Frans forbillede kan nå frem til, at hele livet bliver til bøn. Selv om det ikke skrives direkte, er det åbenbart, at de seks indgange eller hengivelser til et liv i bøn, som anbefales, bedst lader sig praktisere i en klostertilværelse. Men med de muligheder, der er for hel eller delvis retreat, kan bogen også tjene som spore i andre spirituelle sammenhænge.