En på alle måder smuk og vægtig bog med en spændende beretning om slotshaven fra det første anlæg i 1720'erne. BS skriver levende om Frederik IV.s interesse for stedet og om den allestedsnærværende Krieger, overlandbygmesteren, der skabte en ægte barokhave af kongelig standard. Havens store tid under Frederik V. fylder naturligt nok mest i bogen, og her er det kunsthistorikeren BS, der fortæller om arkitekten Jardin og billedhuggeren Wiedewelt, som arbejdede med en fælles plan for en enestående smuk have. Blandt de senere epoker beskæftiger BS sig især med de sidste 50 år, hvor haven igen har fået kongelig - og havekyndig - bevågenhed; hun runder historien om havens foranderlige liv af med betragtninger over vilkårene for et historisk anlæg passet ind i nutiden, et levende kunstværk, der skal bevares og udvikles som både privathave og turistmagnet. Alt fint illustreret af haveplaner og andre ældre tegninger, plus en række dejlige billeder af haven og dens bygninger på alle årstider, fotograferet af Ole Woldbye. Ikke en bog om kongehuset, ejheller en havebog med en masse plantenavne og gartnerpraksis - men et have- og kunsthistorisk værk, der giver læseren stor indsigt i mere end 250 års syn på have og natur.