The Bowie years
Iggy Pop
Emneord
Anmeldelser (4)
Soundvenue
d. 11. sep. 2019
af
af
Mads Kjær Larsen
d. 11. sep. 2019
"'Free', Iggys første post-retirement-album (han svor tilbage i 2016, at han var færdig med det skidt), er en tilbagelænet, diskret produceret suite af sange og recitationer (...) der giver den efterhånden 72-årige Mr. Osterberg rig lejlighed til at croone ... Stemmen gør stadig indtryk, den er stadig adræt som en panter (en doven panter, bevares). Bedst er Iggy på 'Love's Missing', der har noget af den snerrende, postpunkede febrilskhed over sig ... 'Sonali' er nok det mest optimale mødested for de forskellige impulser, der gennemstrømmer albummet. Her kombinerer Iggy og hans kollaboratører (...) en taktil percussion med jazz-trompet og en inspireret vokalperformance, hvor Iggy virker ikke alene tændt, men også lydhør i forhold til musikkens bagvedliggende retningsskift ... Som efterfølger til 2016's mere regelrette 'Post-Pop Depression', hvis refrænsikre, Josh Homme-assisterede rock blev modtaget med åbne arme af kritikere og gamle såvel som nye fans, får 'Free' med sine kun 33 minutters spilletid, generelle skitsepræg og blanding af digtrecitation, improvisation og jazz-trompet mere karakter af frikvarter end af (endnu en) rock'n'roll-masterclass".
Politiken
d. 13. sep. 2019
af
af
Kim Skotte
d. 13. sep. 2019
"Uhøjtideligt iscenesat, men udført med gravitas. Et eklektisk album med minimalistisk jazz og funk, neddæmpede guitarer og enkelte glimt af rockvildskab, men med gennemgående fokus på Iggy Pops overrumplende følsomme fortolkning af tekster, han kun i få tilfælde selv har skrevet ... Primære legekammerat er jazztrompetisten Leron Thomas, der på numre som 'Free', 'James Bond' og 'Dirty Sanchez' selv får truttet godt igennem, men det er mest i rollen som producer, komponist og tekstforfatter, at Thomas får aflokket Iggy Pop nogle af karrierens mest bevægende vokale præstationer ... Som karrierestrategi ligner 'Free' et umotiveret sidespring, men er i lange stræk et af Iggy Pops fineste udspil".
Jyllands-posten
d. 11. sep. 2019
af
af
Anders Houmøller Thomsen
d. 11. sep. 2019
"det nye album signalerer både udbrændthed, desillusion og i flere sange også kreativ krise ... I et nummer som 'Sonali' er Iggy Pop næsten musikalsk ukendelig i en gråzone af monoton ambientjazz og skævt rytmisk drive ... Især når man også støder på et anstrengende nummer som 'Dirty Sanchez': Det forener hylende jazzhorn, Tex-Mex-krydderi og bramfri humor. Det, man er vidne til, er først og fremmest den skurrende og frenetiske lyd af en karriere, der afspores totalt og forsvinder ned i en dyb kløft ... Iggy-fans behøver dog ikke sidde tilbage i rent fremmedgjort granatchok efter endt lytning af det aparte og afsnubbede album ... Singlen 'James Bond' er et anstændigt rock/ popnummer ... Og Iggy Pops velkendte storbycoole og herligt organiske rock vender heldigvis tilbage i 'Loves Missing'. Den intense stemning emmer af gamle dages mørklagte undergrund med selvbevidst rock'n'roll-croon fra mesteren. Stærkt og passioneret".
Information
d. 6. sep. 2019
af
af
Ralf Christensen
d. 6. sep. 2019
"Iggy Pop står som amokkens faderfigur. Han og hans band The Stooges står trods alt som protopunkens blodstænkede pionerer ... I dag er den 72-årige en slags overlevende vismand ... Rent musikalsk går Pop i en ekstremt farbar retning. Han er en mand, der for længst har udskiftet stemmen med noget, der er lavet af grus og småsten. Fuld af visdommens og tidens tand. Og han har forenet kræfter primært med de to musikere Leron Thomas and Noveller, der bygger strukturer og skyformationer over og omkring ham. Giver ham plads. Trompet og synthbevægelser (...) Lidt rock og svale beats. Mariachi-trompeter. Det er virkelig smukt, nogle gange muskuløst knudret, men rummeligt og i skarp kontrast til Iggy Pops vejrbidte stemme - og tidligere værk".