Henry Miller og Anaïs Nin havde et dramatisk kærlighedsforhold i 1930-ernes Paris, som hidtil kun er meget sparsomt beskrevet. Dette skyldtes at AN ikke ville skilles fra sin mand, Hugh Guiler, og at hun ikke ville vedgå sig forholdet til Miller officielt. Først efter deres død i henholdsvis 1997 (AN), 1980 (HM) og 1985 (HG), har den rigtige sandhed kunnet skrives. Det er dog ikke kun historien om de to forfatteres seksuelle eskapader, denne bog handler om. Der er i lige så høj grad tale om en skildring af det moderne kulturliv i mellemkrigstidens Paris, et kulturliv, der delvist overlevede 2. verdenskrig. Det er nytænkning på seksualitetens, kønsrollemønstrets, samfundets og kunstens områder, der beskrives i denne bog. Det er ikke kun de to personer, der omtales, men også en lang række andre kulturpersonligheder bl.a. Lawrence Durrell, John Erskine, Michael Fraenkel, D.H. Lawrence og June Mansfield. Forfatteren har tidligere skrevet om Miller, bl.a. Englen fra Brooklyn : en rejse gennem Henry Millers univers, (1993). Bogen skildrer ikke kun de to, men med udgangspunkt i dem får læseren en introduktion til det moderne som det fremstod i mellemkrigstiden. Også opgaveskrivere kan finde relevante oplysninger her. Udover personindeks og litteraturliste er der en fortegnelse over steder i Paris, "I Nins og Millers fodspor". Bogen er rigt illustreret med fotos af bl.a. Brassaï.