Frihed og sex på rejsen er den 26-årige Rasmus Nikolajsens tredje digtsamling på lige så mange år. Ligesom i de to tidligere samlinger er det i første række sproget og legen med det sproglige udtryk, der er i fokus i digtene, hvis indhold til gengæld kun momentvis lader sig dechifrere som meningsladet. "Frihed vender flæsk i muld/ en sol bestrålet, lune-uld/ lad mig din krykke bære!" lyder de første linjer i samlingens første digt, og dermed er tonen slået an for en række digte, hvor formuleringer som: "En dag kan spredes i en klo/ men gror min vej? Du flår en ko/ måske dén sky er spærret" snarere er reglen end undtagelsen. Rasmus Nikolajsens korte digte rummer elementer af vrøvlevers, og ind imellem støder man på pudsige ordspil. Også tidligere tiders systemdigtning flirter Nikolajsen med i en digtsamling, som dog først og fremmest lukker sig om sig selv og sine sproglige eskapader. Det sker med verslinjer, som bevidst arbejder mod hinanden og dermed gør, hvad de kan for at ødelægge ethvert forsøg på en sammenhængssøgende læsning. Har Rasmus Nikolajsen noget på hjerte i sin digtning? Hvis det er tilfældet, har digteren i hvert fald sørget for, at læseren næppe finder ud af, hvad det er.