Fryden

Smukke prosalyriske tekster danser rundt om sprækkerne i virkeligheden og det, som kunne have været. Anbefales til læsere af ny (toneangivende) debutpoesi.

Prosalyrisk bog i 6 dele om en ung mand og menneskene i hans liv. I jeg-form fortæller han om erindringer fra barndommen og fra nyere tid, som kredser om moren, faren, brødrene, kæresten og barndommens gård, men også erindringer fra rejser til bl.a. Rom og Tokyo. Teksterne er centrallyriske med afsæt i mandens tanker, men sproget og skriften rækker udenfor hans indre tankeverden og flytter ind i "den anden". Hvad føler og forestiller andre sig? "At tænke på, hvad et menneske vil kunne lide, er vidunderligt. Når man forestiller sig mødet finde sted. Det sælsomme, som gennemstrømmer verden.".

Sproget er ladet med patos og gammeldags vendinger, men samtlige tekster er slet og ret smukke. Teksterne synes fjernt drømmende i poesiens sære "ville have været / kunne have været" modus. Samtidig er der et konkret nærvær i skriften, når jeget med enorm empati prøver at forestille sig, hvad andre tænker og føler.

I pressematerialet laver Hans Otto Jørgensen en sammenligning mellem Pedersen og Kirsten Thorup. Der er også en affinitet til Josefine Klougart, fx i Stigninger og fald; begge skriver om en erindret barndom med særligt fokus på familierelationerne og sproget er "gammeldags", næsten højstemt og ladet med patos.

Læs hele vurderingen

Andreas Pedersens digtsamling, som vandt Blixenprisen 2017 for årets litterære talent, er en yndefuld rumsteren i erindringen og et dybt kærlighedsbrev til familien. Bogomslag er lidt som hoveddøre: D...

Læs anmeldelse