Fuglenes anatomi

Smuk og refleksiv roman om en kvinde, der er har lukket sig inde i sig selv. Mens erindringer og refleksioner svæver rundt i hende, vokser en voliere til hendes fugle frem i den fugtige, grønne have. Til enhver, der holder af stille, poetiske romaner.

Romanens kvindelige fortæller bor med sin mand i et gammel hus i en engelsk landsby. Deres døtre er flyttet hjemmefra, og hun har trukket sig ind i huset og i sig selv. Erindringer om deres samliv, hendes ungdom, hendes mor og den ene datters depression følger hinanden i associative spring. Samtidig går en fåmælt ung mand iført hendes mands gummistøvler rundt i den regnvåde have og bygger en voliere til hendes fugle.

Det er en vidunderligt poetisk og svævende roman med et stille, glasklart sprog. Kombinationen af det indadvendte, ulegemlige i erindringer og refleksioner med de fugtige grønne omgivelser, fuglenes lette væsen, en spirende forelskelse og en hund, der får hvalpe, giver et særligt lys til fortællingen.

Det er oplagte at sammenligne med Merethe Linstrøms andre romaner fx: Dage i stilhedens historieMod kunstenAr. Med sin springende, poetiske form minder den også om Tomas Espedals Mod kunsten, mens fornemmelsen af lys forenden af tunnelen kan minde om ArDet er oplagte at sammenligne med Merethe Linstrøms andre romaner fx: Dage i stilhedens historie. Med sin springende, poetiske form minder den også om Tomas Espedals , mens fornemmelsen af lys forenden af tunnelen kan minde om ArDet er oplagte at sammenligne med Merethe Linstrøms andre romaner fx: Dage i stilhedens historie. Med sin springende, poetiske form minder den også om Tomas Espedals Mod kunsten, mens fornemmelsen af lys forenden af tunnelen kan minde om .

Læs hele vurderingen

Melankolske erindringer binder livsfaserne sammen i en kvindes tanker og skrivning om barndom, ungdom, moderskab og parforhold i et liv, hvor sorgen tynger mest. Merethe Lindstrøms stilistik er enestå...

Læs anmeldelse