Den erfarne ornitolog Klaus Malling Olsen beskriver op mod et par hundrede spændende fuglelokaliteter i Danmark øst for Storebælt, altså på Sjælland, Sydhavsøerne og Bornholm og på den anden side af Øresund i Skåne, Halland, Blekinge og på Øland. Det er et geografisk område, der også i europæisk målestok kan byde på imponerende mange fugleoplevelser. Oversigtskort viser de udvalgte lokaliteters geografiske placering, og de suppleres med detaljerede beskrivelser af adgangsforholdene til de enkelte steder, der bl.a. oplyser om, hvor man skal stille sig for at få det bedste overblik. Man får også at vide, hvad man kan forvente at se på de forskellige årstider, og på trækstederne supplerer forfatteren med nyttige oplysninger om ideelle vindforhold og statistik for antallet af trækkende fugle. Bogen er illustreret med mange gode fuglebilleder og der afsluttes med ordforklaringer på nogle fagudtryk og et register over alle lokaliteter. Den seneste bog om fuglelokaliteter er Tommy Dybbros Fuglelivets hvor & hvornår tilbage fra 1996, der beskriver 260 gode fuglesteder i Danmark. Bogen vil være af interesse både for de almindeligt natur- og fugleinteresserede og for de mere garvede feltornitologer.