Samlet værk med reglerne om skattefri fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og aktieombytning Fusionsskatteloven med kommentarer fås nu i en ajourført og væsentligt omskrevet 4. udgave. Bogen gennemgår, analyserer og kommenterer fusionsskattelovens enkelte bestemmelser. Bogen indeholder desuden et fyldigt appendiks med kommentarer til reglerne om skattefri aktieombytning ( § 36 i aktieavancebeskatningsloven). Hermed er alle regler om skattefri fusion, spaltning, tilførsel af aktiver og aktieombytning – nationalt og over grænser – beskrevet i ét samlet værk. Forfatteren omtaler og kommenterer op imod 400 afgørelser, både offentliggjorte og ikke-offentliggjorte, fra de administrative instanser, Landsskatteretten, de danske domstole og EU-Domstolen – hovedsagelig på grundlag af fyldige og systematiserede referater.
Nyt i 4. udgave Siden 3. udgave fra 2008 er der gennemført en række ændringer i reglerne for grænseoverskridende omstruktureringer, senest med L 591 2012, der indebærer yderligere begrænsninger i adgangen til at fremføre underskud, ligesom der er sket mange justeringer af muligheden for skattefri omstrukturering uden tilladelse. Praksis har også udviklet sig væsentligt, herunder i kraft af afgørelser fra EU-Domstolen. I tilknytning til reglerne om skattefri omstrukturering er der særlig omtale af lovgrundlag og praksis vedrørende skatteforbehold og omgørelse, koncernbegrebet i relation til sambeskatningsreglerne samt beskatning ved vedtægtsændringer.