Fyrskibet er en tysk nyklassiker inden for den realistiske genre med både et velbeskrevet nøgternt plot, et moralsk dilemma og fin person- og miljøbeskrivelse. Lenz udsætter, med et udslidt fyrskib som fysisk ramme i bogstaveligste forstand et meget afgrænset miljø og ved en meget konkret problemstilling, sin læser for både at afveje mellem mod og fejhed og mellem at satse alt eller redde, hvad der reddes kan med vold. På den måde vil den lille roman stadig være velegnet til undervisningsbrug for unge eller voksne og som genrelæsning for perioden.
Lenz er sammen med fx Borchert og Grass blandt de største af Tysklands efterkrigstidsforfattere. Romanen er skrevet i 1960 og foregår på et efterhånden udrangeret fyrskib i Østersøen. Besætningen er ved at lukke skibet ned på deres sidste vagt, da de opdager tre skibbrudne personer, der viser sig at være forbrydere. De ønsker at blive transporteret til Fåborg, men et fyrskibs natur er netop at blive, hvor det er og advare andre fartøjer mod de farer, der lurer i farvandet. Det udløser en langsomt udviklende konflikt mellem besætningen og de tre "terrorister". Det ender i konflikt trods kaptajnens ihærdige fredssøgende indstilling.
Billigbogsudgave identisk med den første danske udgave fra 1974, men med en ny mere tidssvarende forside. Knud Holsts oversættelse er bibeholdt - i et smukt klassisk dansk. Findes også i en Easy readers-udgave fra 1975.
Genudgivelse af Lenz' lille tidstypiske, realistiske klassiker fra 1960.